Postkort - Markus Schöttel

Hej mine dejlige venner.
Jeg ved at jeg ikke har været så god til at sende opdateringer hjemover, men jeg har simpelthen oplevet så meget på min snart 3 måneders rejse, og som man i min familie har vi altid sagt; intet nyt er godt nyt. Egentlig havde jeg mest lyst til at skrive et rejsebrev når jeg kom hjem, så i kunne få hele smøren i et brev – men sådan kører hjulene sku ikke i denne virksomhed. Jeg har derfor tilrettelagt turen således at jeg lige nu er ‘hjemme’ og drager ud igen for dernæst at komme hjem. En udvidet eventyrsmodel: Hjemme, ude, hjemme, ude, hjem. Og for at det ikke skal være den store gåde, så sidder jeg ‘hjemme’ i mit faderland Österreich. Landet jeg kan takke for 50% af mit DNA. Landet hvor køerne går frit på fjeldet, brødet er friskt, fjeldene går højt, græsset altid grønnere. Landet vis kansler lige er gået af pga korruption og rygter om homoseksuelt utroskab med finansministeren og dernæst landet hvor mange store personligheder er født: Hansi Hinterseer, Hitler, Mozart og Bernhard Schöttel. Et land i balance må man sige. Det er et yderst dejligt gensyn efter at det har været en haltende besøgshistorik for mit vedkommende i mit voksenliv. Planen har derfor også været at få besøgt så meget familie som har givet mening. Indtil videre har vi besøgt Peter, Robert, Ingrid, Erhard, Helmut og Oma og Opa. Mangler kun Martin. Stor familie, Stort Land, Stor betydning.

Men lad mig tage jer en smule tilbage, Ja egentlig 70 dage og over 8000 kørte kilometer, med startsted i Hirtshals med en færgefart mod Bergen. Linket til hele turen har været at hente Ditte hjem fra Tromsø, efter at vi nu havde snakket mere over facetime som NK i stedet for fysisk K (FK?). En lang og hård men bekræftigende tid. 
For de der savner lidt mere kød på historien, så har Ditte været 6 måneder i Tromsø som nyuddannet sygeplejerske siden midt Februar til slut august (staves måneder med stort? – ved det ikke, lige meget). Efter at jeg har afsluttet min bachelor i idræts”videnskab” og har taget et skoleår fri, passede det perfekt med at jeg kunne tage op til Ditte i start august og sammen starte en længere roadtrip efter hendes kontrakt sluttede d. 1 September. Jeg brugte derfor starten af august på at kører hele den total flotte men umådelig lorte lange tur op til Tromsø. Find et kort frem og se hvor langt oppe Tromsø ligger .. WOW – men ligeledes en flot og underholdende tur at se hele det norske landskab forandre sig hele vejen nordpå. Trægrænsen der går fra over 1500m til ca 100m, og til en fauna og flora der minder om Grønland. Ditte havde taget flyet ned til Trondheim, og tog turen op sammen med mig hjem til Tromsø. Det var/er smadder lækkert at være FK igen.

For ikke at gå for meget i detaljen, så er Tromsø et kanon fedt sted, hvor vi vandrede, fiskede, surfede, hyggede, spillede discgolf, drak dyre øl, spiste dyrt, lavede dyre ting og kørte med slædehunde på cykel. Den roadtrip som vi nu er på har, siden Tromsø, først ført os igennem:


(1) Finland som jeg gerne vil huske for at være et overset land, med umådelig flot natur. Et land vi ramte lige i røven hvad angår efterårsfarver, og som i følge mange anses som verdens lykkeligste folkefærd. Et land der virkelig lever en kanon tilværelse med utallige saunaer – 3 millioner saunaer til 5 millioner mennesker, er ikke for sjov. Under mange fredsmissioner til Syrien og Afganistan, har finske soldater prioriteret at få fragtet en sauna ned til felten, hvilket har fået den danske Steff Houlbjerg pølsevogn, som danskerne har prioriteret at få anskaffet, til at ligne pis og papir. 


(2) Estland med hovedstaden Tallinn, som i alle ved betyder ‘dansker-borgen’ efter at Valdemar sejr indtog byen i 1219 og hvor dannebrog faldt ned under slaget – right? Det er ihvertfald noget som ikke kom spor bag på os, men om ikke andet så er Tallinn en sygt flot og helt vildt velbevaret middelalderby, der nostalgisk får en til at huske tilbage på ‘Dragen’ i Legoland. Her blev vi inviteret til 36 års fødselsdag, sjov historie.

(3) Letland – her mødtes vi med nogle gutter fra vejle, der havde bygget en fed van. Vi samlede mange kantareller, lavede et kanon flødesovs, spiste pølser og drak sól, og øl fra Thisted bryghus. 


(4) Lithaun – det var for fattigt og derfor for intetsigende for os.

(5) Polen tværtimod, havde stor diversitet. Her besøgte vi Krakow, der ikke som hovedstaden Warshawa havde været synder bombarderet af tyskerne under 2. Vedenskrig. Den står derfor stadig flot med mange kirker og har et rigt kulturliv. I udkanten af Krakow ligger Auswitch-Birkenau. Udryddelseslejren der stod for den største del af ‘den sidste løsning’ under anden verdenskrig – den store masseudryddelse af jøderne. Et voldsomt syn, med en meget frygtelig og velbevarede udstilling af hår, briller, tøj og meget andet fra afdøde jøder. Puha .. Herefter til noget meget mere opløftende – Tatrabjergene. Verdens mindste, store bjergkæde (dumt, men sandt). Bjergkædens kam og bjergtinder bruges meget logisk til at danne grænsen mellem Polen og slovakiet ikke så meget bøvl der. Kanon skisportssted om vinteren, og ligeledes et vandremekka om sommeren. 


(6) Meget logisk blev næste land Slovakiet. Slovakiet brugte vi til at vandre lidt mere. Vi fandt en nationalpark, der skulle ende med at blive noget af et momentant mararidt. Vi var taget på en 3dags telttur i nationalparken: Mala Fatra. Undervejs fandt vi ud af parken var fuld af bjørne, og kronhjorte der som aldrig før, var i brunst. At ligge om natten i telt var IKKE som en god søndagsfilm; med afbrydelser. Kniven lå åben ved min side, velvidende at den ikke kunne bruges til så forfærdelig meget hvis en bjørn lige kom forbi – mine meget svedige underbukser og t-shirt var lagt over vores mad så det ikke skulle dufte lokkende – vi lavede stropelyseffekt med pandelampen til at skræmme alt hvad der lød til at røre sig tæt på teltet – alt imens vidste vi at det var forbudt at overnatte i nationalparken, så vores telt lå ikke et oplagt sted så rangers’ne ikke kunne finde os .. en næsten tilsvarende forstyrende nat som de lortenætter hvor tyskerTue udviste magtliderlige -og socialpsykotiske træk med sin pispistol på TB-tur! Godt vi fik ham ned med nakken og sat ham i respekt sidenhen!
Noget af en omgang. 
Dernæst skød vi turen forbi hovedstaden Bratislava, efter vi havde set filmen ‘Eurotrip’ – fed film (kulturkanonen). En meget flottere by end hvordan filmen ellers portrætere den.

(7) Det sidste land på denne fortælling er Østrig, som har været fyldt med dejlige men nervepirrende familiebesøg, halvfærdige tyske samtaler og flot natur. Vi kører rundt i en Kia Ceed, med et instaleret tagtelt fra MobyMountain – utrolig praktisk – der gør det let at overnatte hvor man vil – parkeringspladser i byen, i siden af vejen og af og til på en campingplads. Kia’en runder snart 426.000km og kører stadig. Det er den selvsamme bil som Anton og jeg kørte Island rundt i i 2017 og Laurits og jeg i Norge i 2020. En efterhånden meget berejst bil, som nok må indse er ved at køre sine sidste velfortjente kilometer. Vi bor, lever og ånder i og for bilen. Vi er efterhånden blevet rimelig rutineret i et land på landevejen, med alt hvad det indebærer af tolerancer. Planen var fra start at være mere eller mindre civiliseret 2 gange om ugen, med bad, en studsning, ordentlig seng 1 gang om ugen og måske en gudstjeneste om søndagen. Første uge gik det meget godt med gudstjeneste og alt det der, men dernæst har det været meget spontant og der er nogle gange gået lidt for lang tid imellem vi lige havde været i bad og fået tøjets urenheder skyllet ordentligt ud med sæbe og knofedt. Endnu en gang et dejligt gensyn med Østrig, hvor der altid er et hjem med bad og fyldt køleskab. Vi har og har haft en vildt fed tur og suger lige det sidste ud inden vi kommer hjem d. 23 oktober. Nyd for faen billederne, de siger mere end denne halvlange rejseroman. Livsinfo: For 3 uger siden modtog jeg et brev på en ansøgning der nok ikke kommer bag på alle og så alligevel – at jeg skal i militjæret og aftjene min værnepligt i Oksbøl pr. 1/2 – 2020. Hæhæ.

Glæder mig til at se jer alle når jeg kommer hjem
Alle liebe Grüsse 
Markus

Billeder fra turen